Et stigende antal sygeplejersker stopper hvert år på landets offentlige sygehuse. Maria Mbalyowere er en af dem. Et stressende arbejdsliv med sygepleje, hun ikke føler, hun kan stå inde for, har skubbet hende ud af faget. Hun så dog gerne sig selv fortsætte, hvis det danske sundhedssystem havde været mere som det, hun oplevede, da hun arbejdede i Norge.
Af Peter-Emil Hornemann og Mads Øland-Petersen
Klokken er 23:00 mandag aften.
På en stol på Herlev Hospitals akutafdeling sidder en fireårig dreng og hans mor. Drengens hjerteskærende gråd runger mod venteværelsets kliniske vægge, mens han sidder og tager sig til sin brækkede albue.
Nattevagten på afdelingen hedder Maria Mbalyowere, og denne nat har hun ansvaret for 50 patienter, der alle har brug for behandling. Til at dele det ansvar er der kun én anden kollega.
Hver gang hun bevæger sig ned ad gangen på afdelingen, bliver hun forstyrret af problemer, der gør, at hun mister overblikket. Da hun endelig når ned til den fireårige dreng, er der gået fem timer, siden han satte sig i venteværelset med sin mor. Han har nu grædt sig selv i søvn på Maria Mbalyoweres vagt.
”Man får skubbet sine moralske grænser så langt, at man ender et sted, hvor man ikke kan genkende sig selv. Hvor man bliver sådan: ej, tillod jeg faktisk, at det her, det skete?” fortæller hun.
Maria Mbalyowere er 35 år gammel og har arbejdet som sygeplejerske siden 2013, men den 31. januar 2024 er det slut. Hun smider uniformen og stopper som sygeplejerske.
Dermed tilslutter hun sig de 4.600 sygeplejersker, der ifølge tal fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, stoppede på danske offentlige sygehuse sidste år. Det svarer til 13,3 procent af alle ansatte sygeplejersker.
Tidligere har vikarjob i Norge fungeret som et pusterum fra de danske hospitaler, men nu handler det for Maria Mbalyowere om at komme væk fra sygeplejefaget, før hun ikke længere kan holde til det psykisk.
En negativ spiral
Ifølge Jes Søgaard, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, skal baggrunden for sygeplejerskernes flugt fra de danske sygehuse findes i det høje arbejdspres.
“De primære årsager er, at de oplever for dårlige arbejdsforhold, og de oplever, at de har så travlt, at de ikke kan yde den sygepleje, som de mener, de burde yde til de forskellige patienter.”
Samtidig medfører kollegernes flugt fra sygehuset, at de tilbageværende sygeplejersker må løbe endnu hurtigere.
“Generelt opleves det hos mange af de sygeplejersker, der bliver tilbage, at arbejdspresset bliver tungere og tungere. Og så kommer man ind i den her negative spiral, hvor man begynder at overveje at holde helt op,” siger han.
Win-win-løsninger
I Dansk Sygeplejeråd sidder man i disse dage til trepartsforhandlinger med regeringen om penge til bedre løn- og arbejdsvilkår, hvorfor de ikke kan udtale sig på nuværende tidspunkt. I stedet henviser de til deres hjemmeside, hvor den afgående formand, Grete Christensen, stemmer i.
“Nogle sygeplejersker har forladt deres job, og når stillingerne er svære at genbesætte, presser det arbejdsvilkårene for de sygeplejersker, der er tilbage. Derfor haster det også med at iværksætte løsninger,” skriver Grete Christensen.
Regeringen har forud for trepartsforhandlingerne fremlagt et lønløfte på 6,8 milliarder kroner frem mod 2030, som skal fordeles mellem forskellige offentlige faggrupper. Til gengæld kræver regeringen, at flere sygeplejersker skal gå fra deltid til fuldtid.
“Det handler om at finde nogle win-win-løsninger: Hvor arbejdsgiverne får løst udfordringerne med at dække huller i vagtplanerne, og sygeplejerskerne oplever reelt forbedringer af ikke bare løn, men samtidig arbejdsvilkår og arbejdsmiljøet,” skriver Grete Christensen.
Maria Mbalyowere tager lige nu en kontoruddannelse sideløbende med hendes arbejde som sygeplejerske. (Foto: Mads Øland-Petersen)
Overtid på deltid
En privat besked tikker ind på Maria Mbalyoweres telefon.
Der mangler en aftenvagt på akutafdelingen, og den vagtplansansvarlige vil høre, om hun har mulighed for at træde til. Det er efterhånden blevet rutine, at der mangler sygeplejersker i skemaet.
Skal man tro på hendes ansættelseskontrakt, arbejder hun 32 timer om ugen som deltidsansat på Herlev Hospitals akutafdeling. Hendes kalender viser dog en anden virkelighed.
Hun ignorerer beskeden. Overskuddet er væk.
Ikke længe efter ringer telefonen, og den vagtplansansvarlige vil igen høre, om hun kan påtage sig vagten. Det er svært for Maria at sige nej over telefonen.
“Jo mere pressede de er, jo mere personlige bliver beskederne. Det bliver sværere at sige nej,” fortæller hun.
Som så mange andre sygeplejersker i det offentlige sundhedsvæsen er hun ansat på deltid, men arbejder sjældent under 60 timer om ugen.
“Der er ikke mange, der reelt arbejder deltid. Alle arbejder mere, fordi man konstant får ekstravagter og nattevagter,” siger hun.
Hun mærker, hvordan kollegernes flugt fra sygehuset tvinger de tilbageværende sygeplejersker til at tage ekstra arbejdstimer.
“Jeg kan godt mærke en frustration over, hvor meget vi skal finde os i. At vi skal arbejde og kæmpe så meget under de her vilkår.”
Centraliseret sundhed
En gruppe forskere fra Københavns Professionshøjskole udarbejdede i juni 2023 rapporten “Hvorfor stopper sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen?”, hvori det fremgår, hvor sygeplejerskerne tager hen, når de stopper i regionerne.
Her fandt de blandt andet ud af, at seks procent arbejder for vikarbureauer – blandt andet i Norge. Ifølge tal fra Norges Helsedirektorat har 11.294 danskuddannede sygeplejersker fået tilladelse til at arbejde i Norge.
Hvor arbejder sygeplejerskerne, der er stoppet i det offentlige, i dag?
– 18 procent er nu konsultationssygeplejersker
– 17 procent arbejder i det private
– 11 procent har helt skiftet erhverv
– 11 procent er påbegyndt ny uddannelse eller videreuddannelse
– 10 procent arbejder i andre stillinger i det offentlige
– 8 procent er gået på pension
– 6 procent arbejder i medicinalindustrien
– 6 procent arbejder i vikarbureauer, blandt andet i Norge
– 4 procent er sygemeldt
Tal fra rapporten ’Hvorfor stopper sygeplejersker i det offentlige sundhedsvæsen?’, fra juni 2023 udarbejdet af Københavns Professionshøjskole
Maria Mbalyowere er en af dem, der tidligere har arbejdet i Norge.
Her oplevede hun et sundhedssystem i stærk kontrast til det danske. På de små sygehuse i Norges landområder oplevede hun en rolig arbejdsplads, hvor der var tid til patienter og kolleger.
På grund af Norges geografi har de et mindre koncentreret sundhedssystem, hvor hospitalerne i højere grad er spredt ud over hele landet, og der er flere af dem.
Anderledes ser det ud i Danmark, hvor udviklingen går den modsatte vej. Fra at være omkring 100 sygehuse for 40 år siden, er der nu kun omkring 20 tilbage i landet.
Den udvikling ser Maria Mbalyowere som en del af problemet. Hun oplever, at de store afdelinger medfører, at hun ikke har en chance for at sætte sig ind i de enkelte patienters situationer.
“Det skaber rigtig mange frustrationer for pårørende, og den frustration kommer tilbage på sundhedspersonalet, og det er rigtig frustrerende. Jeg har jo ikke nogen jordisk chance for at kende 119 borgere.”
Ni procent af de adspurgte i rapporten “Hvorfor stopper sygeplejersker i det danske sundhedsvæsen?” svarer, at de arbejder eller har arbejdet i Norge. De beretter ligesom Maria Mbalyowere om et sundhedssystem med en helt anden frihed.
Ifølge Nana Katrine Vaaben, der er docent på Københavns Professionshøjskole og en af forskerne bag rapporten, er netop friheden en af de ting, der gør det attraktivt for danske sygeplejersker at arbejde i Norge.
Her kan man ifølge hende lade sig inspirere af det norske sundhedssystem.
“De kan selv bestemme, hvornår de vil arbejde. Forholdene er simpelthen bedre for dem. I Danmark kan man have perioder, hvor man bliver tvunget til at arbejde for at dække vagtplaner, hvorimod man som vikar i Norge selv kan beslutte, hvilke vagter man vil have,” siger hun.
Skubbet ud af hospitalerne
På de offentlige danske sygehuse fortæller Nana Katrine Vaaben, at der lige nu er tale om en push-faktor, når sygeplejerskerne stopper. De dårlige arbejdsforhold skubber dem simpelthen ud af hospitalerne.
Ifølge hende er moralsk stress en af de primære push-faktorer. Moralsk stress er den frustration, der opstår, når man ved, hvad der er det rigtige at gøre, men ikke har mulighed for at gøre det.
“Moralsk stress er jo ikke en sygdom eller en diagnose. Det er i udgangspunktet en sund reaktion på en situation, der kalder på handling – hvor man ved, hvad der er galt, og kroppen ringer med alarmklokken ” fortæller hun.
“Det ser vi altså også udtrykt hos de sygeplejersker, der er stoppet. De synes ikke, at de kan stå inde for den patientsikkerhed, de kan levere.”
Maria Mbalyowere fortæller, hvordan moralsk stress har været afgørende for, at hun stopper som sygeplejerske.
Som en mulig løsning nævner hun, at man er nødt til at kigge på den hierarkiske måde, de danske hospitaler styres på.
“De føler sig behandlet som brikker, der bare rykkes rundt, som det passer. Og hvis man bliver behandlet som en brik, der kan proppes ind, hvor der lige er et hul, er det ikke befordrende for blivelysten.”
For enden af spiralen
Maria Mbalyowere er i gang med at tilse en ældre kvinde, der er kommet ind på Herlev Hospitals akutafdeling i kritisk tilstand.
Mens Maria Mbalyowere og en læge forsøger at behandle hende, svæver patienten mellem liv og død. De gør, hvad de kan, men patienten står ikke til at redde, og hun ender med at dø i Maria Mbalyoweres varetægt
Da det sker, er hendes første tanke:
”Nå, nu har vi da en ledig seng.”
Efterfølgende er hun chokeret over sig selv.
Et menneske har ladt livet lige foran hendes øjne, og det rører hende ikke. Hun føler, at hun er blevet så følelsesmæssigt afstumpet af den konstante følelse af utilstrækkelighed i hendes arbejde, at hun ikke længere kan genkende sig selv.
Derfor stopper hun.
Men det er en ambivalent beslutning, og hun fortæller, at hun egentlig hellere ville være blevet som sygeplejerske, hvis forholdene havde været mere som dem, hun oplevede i Norge.
”Travlheden er ikke lige så ekstrem på samme måde i Norge, fordi det er små hospitaler, så man har bedre forudsætning for at lære patienterne at kende,” siger hun.
Hun føler også, at lederne på de mindre norske hospitaler havde bedre forståelse for, hvad afdelingerne egentlig havde brug for.
Men hun kan ikke se en fremtid for sig selv i det danske sundhedsvæsen. Nu glæder hun sig bare til at kunne tage uniformen af for sidste gang og takke af som sygeplejerske på Herlev Hospital.
”Det er ligesom, når man sidder i gymnasiet og skal tage bøgerne frem til sidst. Man har bare lyst til at tage dem og brænde dem. Jeg har den der glæde ved bare at sidde og vente på, at nu skal uniformen brændes, og jeg skal væk.”